Der kommer fuld fart på nyhedsstrømmen fra det nye, kinesiske mærke BYD til efteråret.
Efter danmarksintroduktionen i november med tre modeller har BYD yderligere fire nyheder i år, heraf tre helt nye modeller samt et facelift, bekræfter den danske importør.
I sensommeren kommer både den lille hatchback Atto 2 og den mellemstore sedan Atto 4.
Atto 2, der i hjemlandet hedder Dolphin, ligger i størrelse mellem miniklassen som Peugeot 208 og den lille mellemklasse som VW ID.3. I Kina fås den med batterier på 31 og 45 kWh.
Atto 4 kendes også under navnet Seal og minder i størrelse og form meget om Tesla Model 3 og Nios ET5.
Atto 4 er ti cm længere end Tesla Model 3 og fås i Kina med ydelser på 204, 313 og 530 hk. Topmodellen har firehjulstræk, de to andre baghjulstræk. Batterierne er på 61 og 83 kWh.
Sidst på året eller i begyndelsen af 2024 udvides BYD-programmet med den mellemstore SUV, Song. Den placerer sig mellem den lille crossover Atto 3 og den syvpersoners SUV, Tang.
Dermed havner Song i den populære SUV-klasse i mellemstørrelse, hvor der sælges mange biler i Danmark – men også findes et hav af konkurrenter.
Og netop den store, syvpersoners Tang får omkring årsskiftet et facelift.
Det er uklart, hvad det præcis indebærer, men der er i hvert fald udsigt til trefaset ladning og øget rækkevidde til over 500 km. Dertil får fronten højst sandsynlig en opdatering, så den fremtræder i samme stil som de øvrige modeller.
BYD forventer desuden opdateringer af de allerede lancerede modeller i løbet af 2023.
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.
Nye elbiler i 2023 og 2024