BRO SKAL RIVES NED: HER SPæRRES MOTORVEJ I 16 TIMER

I alt skal ni motorvejsbroer mellem Vejle og Aarhus rives ned og bygges op på ny for at gøre plads til et ekstra spor på E45 Østjyske Motorvej.

Den første bro blev revet ned syd for Skanderborg tilbage i oktober sidste år, og nu er turen kommet til den knap 900 tons tunge bro, der fører Bredalvej over motorvejen i Hedensted.

Nedrivningen foregår over 16 timer fra lørdag den 22. juni kl. 17.00 til søndag den 23. juni kl. 09.00, hvor motorvejen totalspærres mellem 59 Hornstrup og 58 Hedensted.

Projektchef John Kjærsgaard fra Vejdirektoratet håber endnu en gang på forståelse og opfordrer til, at bilisterne forsøger at planlægge deres rejse udenom spærringstidspunktet.

”Det er aldrig sjovt, når vi er nødt til at spærre en motorvej, men når så store maskiner skal i gang med at bryde tons tunge betonelementer ned, er der ikke andet at gøre. Vi har planlagt arbejdet i et tidsrum, hvor vi generer trafikken mindst muligt, og så opfordrer vi alle, der skal mellem Vejle og Horsens, til at planlægge deres rejse, så de helt undgår at køre mellem kl. 17.00 og 09.00,” siger John Kjærsgaard.

Hjemmeværnet hjælper til

Vejdirektoratet har i forbindelse med arbejdet allieret sig med Hjemmeværnet, som vil hjælpe med at dirigere trafikken væk fra motorvejen og sikre, at trafikken glider ude på omkørselsruterne.  

Når broen er revet ned, står en ny og længere bro klar til at tage de lokale trafikanter på tværs af motorvejen ad Bredalvej. Den nye bro er i de sidste 12 måneder blevet bygget op ved siden af den eksisterende bro.

Artikllen fortsætter under billedet.

Trafikale konsekvenser

E45 Østjyske Motorvej er spærret i begge retninger fra lørdag den 22. juni kl. 17.00 til søndag den 23. juni kl. 09.00 mellem afkørsel 59 Hornstrup og 58 Hedensted

Trafikanterne må i perioden ud på en omkørselsrute på landeveje omkring motorvejen, hvor der kan være en forlænget rejsetid på op mod 10 minutter.

I sydgående retning ledes trafikanterne via Gesagervej, Vestre Ringvej og Horsensvej rute 170, mens de i nordgående retning ledes via Horsensvej rute 170, Vestre Ringvej og Gesagervej. Der vil være skiltet for omkørslerne i området.

Under nedrivningen vil Gesagervej også være spærret over motorvejen ved afkørsel 58 Hedensted. De lokale trafikanter, der skal krydse motorvejen fra øst mod vest, kan benytte omkørselsruten via Lundagervej og Ribevej.

Efter genåbningen af motorvejen bliver hastighedsbegrænsningen sat til 80 km/t, og kørebanerne gøres smalle, indtil udvidelsen af selve motorvejen står klar i 2026.

Læs også

80 aflysninger på en uge: Nu vil transportminister have svar fra togselskab

Går for alvor i gang i dag: Stort vejarbejde vil udfordre ferietrafikken

Gælder fra d. 6. juni: Disse danskere kan parkere gratis ved 15 togstationer rundt om i landet

2024-06-06T09:10:42Z dg43tfdfdgfd