Fra 2025 kan den ikoniske firehjulstrækker Defender opleves nøglespiller i verdens hårdeste motorsportskonkurrence.
Land Rover har netop offentliggjort, at Defender bliver officiel Dakar Car Partner fra næste år og vil deltage med et fabriksstøttet hold i 2026-udgaven af det legendariske Dakar Rally.
Med denne historiske debut markerer Defender et nyt kapitel i sin lange historie, der altid har kredset om eventyr og off-road-ekstremiteter. Det er dog første gang, at bilen skal bevise sine evner i den ultimative testarena: motorsportens Mount Everest.
Dakar Rally er kendt for sine ekstreme forhold, hvor både biler og kørere udsættes for en uovertruffen test af udholdenhed og teknik. Ifølge James Barclay, Managing Director for JLR Motorsport, er dette rally ikke bare en konkurrence – det er en livsstil og en udfordring på grænsen af det mulige:
“At bringe den mest ikoniske og stærke firehjulstrækker ind i verdens mest ikoniske rally, er et perfekt match,” udtaler Barclay og tilføjer, at teamet bag allerede nu arbejder intensivt på at forberede sig til debuten i 2026.
Defenders Dakar-hold bliver en del af et længerevarende partnerskab med Amaury Sport Organisation, der står bag Dakar Rally. Allerede fra 2025 vil en flåde af supportbiler være på plads, klar til at hjælpe officials og VIP-medier gennem de udfordrende terræner i Saudi-Arabien.
Partnerskabet med Dakar Rally er ikke blot en PR-satsning, men en måde at teste Defenders teknologi og robusthed på under ekstreme forhold. Ifølge Mark Cameron, Managing Director for Defender, er dette en naturlig forlængelse af bilens DNA:
“Eventyr er essensen af Defenders DNA. Dakar er motorsportens ultimative eventyr, og deltagerne omfavner virkelig det umulige,” siger Cameron.
Detaljerne omkring Defenders deltagelse vil blive afsløret under Dakar 2025, men allerede nu er forventningerne skruet højt op blandt både fans og motorsportsentusiaster.
2024-11-29T12:49:50Z