Det har ikke på noget tidspunkt været farligt at køre i en Ford Mustang Mach-E, siger bilgiganten efter 10 måneders undersøgelse af danske brugeres oplevelse af bremsesvigt.
»Fuldstændig grotesk. De tror jo ikke på os,« lyder svaret fra en af de berørte Ford-ejere.
B.T. har i en række artikler i løbet af 2024 beskrevet, hvordan ejere af modellen Ford Mustang Mach-E har oplevet, at de pludselig ikke kunne bremse i trafikken.
Flere har fortalt, hvordan de derfor har været tæt på at havne i alvorlige ulykker.
Eksempelvis har Ann Kristiansen og Finn Weber fortalt, hvordan de har oplevet, at de kunne trykke bremsen helt ned i gulvet uden bremseeffekt.
Men også at bremsen var pludselig var 'hård' og slet ikke til at træde ned.
Ford har undersøgt indrapporteringerne grundigt, hvorefter man i september har sendt en opdatering på gaden. Og fra bilgigantens side lyder det, at det på intet tidspunkt har været farligt at køre i en Ford Mustang Mach-E.
»Gennem undersøgelserne fandt vi frem til en nedsat bremseforstærkning som hovedårsagen til disse oplevelser. Ingen af bilerne har haft fejl, der har resulteret i bremsesvigt,« fortæller Lene Dahlquist, nordisk ansvarlig for PR i Ford, over for Motormagasinet.
Hun forklarer samtidig, at bilerne opererer med to forskellige bremsekredsløb.
Og så fastholder Lene Dahlquist i interviewet, at bilen fortsat kan nedbremses af føreren, og at hastigheden kan sættes ned 'ved at trykke hårdere på bremsepedalen'. Dermed gentager hun en opfordring, som Ford første gang kom med over for B.T. i februar.
Men den udmelding har Ann Kristiansen og Finn Weber hovedrysten til overs for.
»Jeg er simpelthen så gal. Du kan ikke træde hårdere på den pedal, end jeg gjorde,« siger Ann Kristiansen i dag til B.T. Hun har undervejs solgt sin Ford med stort tab.
Ann Kristiansen oplevede problemet med, at hun kunne træde bremsen i gulvet uden effekt ved flere lejligheder.
»Deres svar viser, at de overhovedet ikke har hørt efter, hvad vi har sagt til dem,« tilføjer hun.
Finn Weber kalder Fords forklaring for 'fuldstændig grotesk'.
»De tror jo ikke på os. Jeg blev så gal, da jeg læste det. Det er så frækt,« siger Finn Weber til B.T.
»Jeg forstår slet ikke, at de vil være det bekendt ikke at tage ansvar,« tordner han.
Ford har i september i år via FDM meldt ud, at man mener at have fundet en løsning på problemerne med en hård bremse. Derfor har man siden været i gang med at udrulle en opdatering.
B.T. har stillet spørgsmål til Ford Danmark om sagen adskillige gange undervejs i forløbet.
Dem svarer Ford Danmark ikke på i et skriftligt svar til B.T. I stedet skriver Lene Dahlquist:
»Sikkerhed er en topprioritet hos Ford. Vi tager kundernes feedback meget alvorligt, og startede en undersøgelse efter kunders henvendelser om uventede oplevelser med bremsepedalen under forskellige forhold.«
»Ford har igangsat en servicekampagne (FSA) og opfordrer i den forbindelse de berørte kunder til at kontakte deres lokale forhandler for at modtage en softwareopdatering i forhold til de rapporterede oplevelser. Såfremt kunder ikke henvender sig til deres forhandler sker opdateringen automatisk Over-the-Air i løbet af første kvartel 2025,« lyder svaret desuden.
2024-11-26T18:07:30Z