HISTORISK AFTALE GøR OP MED RæKKEVIDDEANGST: FOR HVER 60 KM På MOTORVEJE SKAL DER VæRE OPLADERE

Hvis drømmen er, at sommerens tur til Sydeuropa skal foregå i elbil, så er der gode nyheder fra 2026.

Til den tid skal der nemlig stå en oplader klar langs alle EU’s centrale motorveje. 

Det er medlemmer af parlamentet og ministerrådet netop blevet enige om efter langstrakte forhandlinger.

 I aftalen sættes der også minimumkrav til afstanden mellem opladere til lastbiler og brinttankstationer.

Aftalen er en del af EU’s ‘Fit for 55’, hvor vejtransporten skal være klimaneutral i 2050. Vejtransport står i dag for cirka en fjerdedel af EU’s CO2-emission.

Basis for fremtidens grønne vejtransport bliver altså, at der ikke må være længere end 60 km mellem opladere til personbiler. 

Ladestanderne skal kunne lade med mindst 400 kW og stå klar i 2026. I 2028 skal ladekapaciteten være øget til 600 KW.

For lastbiler og busser skal der være mulighed for at oplade med mellem 1.400 og 2.800 kW i 2028 på halvdelen af vejene, og her må der ikke være længere end 120 km mellem hver ladestander.

Når det gælder brinttankstationer, så er afstandskravet 200 km, og de skal stå klar i 2031.

De veje, der er tale om, kaldes i EU-sprog for det centrale TEN-T-netværk og dækker over de motorveje, der binder EU sammen. 

I Danmark betyder det motorvejene E20 fra København til Kolding, E47 fra København til Rødby, E45 fra Frederikshavn til grænsen og E39 fra Hirtshals til Aalborg.

Det vil dog være muligt for medlemslande at søge om undtagelser i de egne af EU, hvor trafikbelastningen er lav.

Skal være nemt for brugerne

Som en del af aftalen skal det være nemt for brugerne af ladestanderne at se prisen og betale.

I praksis betyder det, at der skal kunne betales for strøm eller brint med almindelige betalingskort og andre kontaktløse enheder. 

Samtidig skal prisen "pr. kWh, pr. minut/session eller pr. kg, være rimelig, let og klart sammenlignelig, gennemsigtig og ikke-diskriminerende”, som det hedder i aftalen.

Roaming er foreløbig ikke med i aftalen.

Ismail Ertug, der er medlem af parlamentet for tyske SPD og sidder i udvalget for transport og turisme, siger i en kommentar til aftalen:

»De nye regler vil hjælpe med at udrulle infrastrukturen for alternative brændstoffer uden yderligere forsinkelse og sikre, at kørsel og opladning af en ny generation af biler er lige så enkel og bekvem som en, der er afhængig af benzin.«

Kritik og ros

Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom hos FDM, kalder aftalen for “stærk på effekt-delen, men tynd-aftale på bruger-delen”.

»Hos FDM ser vi frem til den endelige tekst og vil arbejde for bedre forbrugerbeskyttelse og ikke mindst bedre brugeroplevelse både på gennemskuelighed og nemhed«.

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport, Jesper Kronborg, synes dog, at aftalen er for uambitiøs. Han havde gerne set, at også opladere til lastbiler var kraftigere og blev opstillet med 60 kilometers mellemrum:

»Hvis en lastbil skal kunne oplade på under 45 min., så er der brug for megawatt-standere, og der skal være nok til, at chaufførerne ikke skal frygte at holde i kø, før de kan få lov til at lade op,« skriver han i et opslag på Linkedin.

Miljøorganisationen Rådet for Grøn Omstilling er til gengæld begejstrede og kalder aftalen for historisk:

»Som elbilist bliver det nu endnu nemmere at køre i hele EU, fordi det sikres, at vejene på hovednettet får en tæt og god ladekapacitet. Med aftalen står EU godt rustet til en hurtig elektrificering,« siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

I aftalen er er også lagt en plan for, hvordan skibe, der ligger i havn, og fly der står i lufthavne, kan forsynes med el fra land.

Den politiske aftale skal nu formelt bekræftes af EU’s Ministerråd og EU-Parlamentet.

2023-03-29T11:14:38Z dg43tfdfdgfd