Skoda har længe formået at holde sig i toppen af det danske elbilsalg med den store Enyaq. Men det har også været mærkets eneste elbil.
Nu sker der omsider noget mere i Skodas elbilprogram. Ved et storslået arrangement i Prag afslørede det tjekkiske mærke 1. oktober sin elbil nr. to, Elroq.
Det er første gang, offentligheden får lov at se bilen i færdig form, efter at mærket har haft en del kamuflerede prototyper ude til testkørsler.
Designet er nyt for Skoda. Det bliver den første model med mærkets ’Modern Solid’-designsprog og en ny udgave af Skodas grill, som nu er blevet mindre bombastisk og kaldes ’Tech-Deck Face’.
Det er en fladere og bredere front, og ribberne er erstattet af mørkt glas, som skjuler bilens sensorer.
Nyt er også, at logoet er droppet på fronten og erstattet af et ’Škoda’ skrevet med bogstaver. Hidtil har Skoda kun gjort det på bagpartiet og kun de seneste par år.
Det er en SUV, som svarer til mærkets benzin- og diseldrevne Karoq, men er en smule større i alle retninger.
Elroq kan også ses som en høj VW ID.3, for teknikken er den samme. Også akselafstanden er ens og den samme som Enyaqs, hvilket betyder rigtig god bagsædeplads.
Lige som de øvrige er Elroq bygget på Volkswagens MEB-platform, som bl.a. indebærer baghjulstræk.
Elroq placerer sig midt i markedet, hvor der formentlig vil være stor efterspørgsel, og hvor der i dag er et ret begrænset udvalg. Den nye Skoda lander mellem de større SUV-modeller, som koster fra ca. 350.000 kr. og de kommende billige minibiler til lidt under 200.000 kr.
Billigste udgave af Elroq 50 koster 250.000 kr. - præcis det samme som VW ID.3 netop er sænket til.
I Elroq 50 får man et batteri på 52 kWh netto og en officiel rækkevidde på 370 km. Ved hjælp af en maks.-effekt på 145 kW kan batteriet lynlades fra 10 til 80 pct. på 25 minutter. Motoren på bagakslen yder 170 hk, og Elroq 50 må trække op til 1.000 kg.
Vil man have større batteri og længere rækkevidde, hedder valget Elroq 85, hvor de 77 kWh rækker til 560 km’s kørsel. Men så stryger prisen også kraftigt til vejrs: fra 315.000 kr. Her er ladeeffekten på op til 175 kW, og 10-80 procent varer 28 minutter.
Selv om der skal være plads til et mellemstørrelse batteri indimellem, virker det prishop særdeles stort.
Lidt senere kommer flere versioner: Elroq 60 og Elroq 85x. Elroq 60 har et batteri på 59 kWh og en rækkevidde på ’mere end’ 400 km. Elroq 85x er en firehjulstrukket version med 299 hk.
Elroq må i alle præsenterede udgaver trække 1.000 kg. Den firehjulstrukne version får muligvis en højere tilladt påhængsvægt, men det er ikke bekræftet.
Både Elroq 50 og 85 har et ret omfattende udstyrsniveau med bl.a. 19 tommer alufælge, 13 tommer infotainmentskærm, ’Travel Assist’ med adaptiv fartpilot, navigation, Apple Carplay, parkeringssensorer for og bag, bakkamera, tozoners klimaanlæg, trådløs telefonladning, nøglefri betjening og varme i rattet.
Elroq 85 har varmepumpe, det har 50-modellen ikke.
Elroq kan bestilles nu, men der går længere tid end annonceret, før bilen er klar til danske kunder. Det sker først ’til foråret’. Hidtil har meldingen heddet levering omkring årsskiftet.
Det bliver også først i begyndelsen af 2025, at danske kunder kan opleve Elroq hos forhandlerne. Der bliver dog en mulighed for at se bilen sidst i oktober, hvor Elroq har danmarkspremiere på den københavnske udstilling eCar Expo 25.-27. oktober.
Skoda Elroq | Kia EV3 | Skoda Karoq | VW ID.3 | |
Længde: | 4,49 m | 4,31 m | 4,38 m | 4,26 m |
Bredde: | 1,88 m | 1,85 m | 1,84 m | 1,81 m |
Højde: | 1,63 m | 1,57 m | 1,61 m | 1,56 m |
Akselafstand: | 2,77 m | 2,68 m | 2,64 m | 2,77 m |
Bagagerum: | 470 liter | 460 liter | 521 liter | 385 liter |
Rækkevidde: | 370/560 km | 436/605 km | - | 388/555 km |
Pris | 250.000/315.000 kr. | 270.000/290.000 kr. | 355.000 kr. | 250.000/320.000 kr. |
Dermed kommer Elroq noget senere end den nye, oplagte konkurrent fra Kia, EV3, som dukker op hos forhandlerne sidst i november.
Kias elbil er også en kompakt SUV, men er omkring en halv klasse mindre i alle dimensioner. Dog er bagagerummene lige store.
EV3 er lidt dyrere med en frapris på 270.000 kr. for en version med 436 km rækkevidde. Til gengæld er Kias trin op til udgaven med lang rækkevidde, 605 km, væsentlig mere spiselig end Skodas. 290.000 kr. er fraprisen på Long Range-udgaven.
Skoda har flere andre elbiler på vej: en elektrisk pendant til Octavia stationcar, en syvpersoners SUV (svarende til Kodiaq) og en mikro-minibil. Sidstnævnte skal hedde Epiq og kommer efter planen på markedet i efteråret 2026.
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.
Nye elbiler i 2024 og 2025