SORT BOKS OG FARTALARM: NU GæLDER SKRAPPE KRAV TIL NYE BILER

En stribe ekstra sikkerhedsfunktioner skal nu være standard i samtlige nye biler, der sælges i EU og EØS-landene.

Det er alt sammen del af EU’s såkaldte GSR-regler, general safety regulation, der trådte i kraft 7. juli 2024.

Mest markant i dagligdagen vil være en fartalarm (ISA), der giver klare bip-lyde, når fartgrænsen overskrides blot det mindste. Eller i hvert fald når bilen tror, den kører hurtigere end tilladt, da der ifølge Motors erfaring er en betydelig fejlrate for bilernes skiltegenkendelse og navigationsudstyr.

Nye krav til alle biler

Andre nye krav er:

• Mere avanceret nødbremse (genkendelse af fodgængere og cyklister)

• Aktiv vognbaneassistent

• Førerovervågning med advarsel (mod uopmærksomhed og træthed)

• Baksensor eller bakkamera

• Automatisk havariblink ved kraftig opbremsning

• Forberedelse for alkohol-lås

• ’Sort boks’ (EDR, event data recorder)

• Nyt certifikat for datasikkerhed

Bedre kollisionssikkerhed

Desuden er der skærpede krav til kollisionszoner og ’venlighed’ over for fodgængere og cyklister.

- Grundlæggende er det positivt, at mange af de moderne sikkerhedssystemer nu bliver obligatoriske på alle nye biler, siger chefkonsulent i FDM, Dennis Lange.

- Som fører er det dog afgørende, at man husker, at disse systemer alene skal assistere føreren, og man kan og må således ikke overlade kørslen til bilen, siger han.

Sort boks optager meget

Den ’sorte boks’, som kan være integreret i airbagmodulet, minder om dem, der har været anvendt i flybranchen i årtier, kaldet FDR. I biler bliver samtaler dog ikke optaget.

EDR-boksen registrerer acceleration og deceleration både i kørselsretningen og på tværs. Boksen registrerer også position af speeder og bremse, motorhastighed og styrevinkel samt oplysning om de blokeringsfri bremser og stabilitetssystemet, hvilke sikkerhedsseler, der har været i brug, og aktivering af selestrammere og airbags.

Under normale forhold bliver dataene konstant overskrevet, men hvis der sker en acceleration af en vis størrelse, vil oplysningerne blive gemt. Det sker, når der inden for 0,15 sekund registreres en hastighedsændring på mindst 8 km/t. I så fald gemmes oplysninger fem sekunder før hændelsen/kollisionen og 0,3 sekund efter.

For at få data ud, skal der bruges en særlig enhed, der fysisk kobles til EDR-boksen.

Bilejerens data - som udgangspunkt

De data, som gemmes af EDR-boksen, er omfattet af EU’s regler for personfølsomme oplysninger, GDPR, og dataene tilhører derfor brugeren eller ejeren af bilen.

Bilisten skal derfor give tilladelse til, at myndigheder kan udlæse data, i hvert fald i princippet. Ved alvorlige ulykker vil en domstol kunne pålægge bilejeren at give adgang.

De nye regler gælder samtlige personbiler, der nyregistreres fra og med 7. juli 2024. Kravene har eksisteret for nye typegodkendelser – det vil sige helt nye bilmodeller – siden juli 2022, og siden da har bilproducenterne haft travlt med at få teknikken ind i alle andre biler.

Overgangsordning for nogle biler

Der er dog undtagelser indtil videre. Som det er kutyme, når nye EU-krav indføres for biler, er der også for GSR-reglerne en dispensations-periode. Biler, der er produceret, mere end tre måneder før reglerne træder i kraft, er undtaget.

Desuden kan en bilimportør søge om dispensation til at sælge, hvad der svarer til ti pct. af indregistreringerne de foregående 12 måneder.

Brancheforeningen Mobility Denmark (tidligere De Danske Bilimportører) står for at søge disse dispensationer på vegne af bilimportørerne, og organisationen oplyser, at det drejer sig om ’en hel del biler,’ de såkaldte restkøretøjer.

Det betyder, at bilimportører og -forhandlere kan risikere at brænde inde med biler, som ikke opfylder de nye krav – eller i hvert fald kan være sværere at sælge. Omfattet kan både være biler, der er blevet indregistreret inden deadline, men som ikke er solgt, og de biler, som skal have nummerplader på senest inden for 12 måneder.

Chance for gode tilbud

Det kan betyde lokkende rabatter på nogle biler.

– De nye krav har både positive og negative konsekvenser rent økonomisk, bemærker forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.

– Først det kedelige: De nye regler betyder, at det bliver dyrere at producere de små biler, og på længere sigt kan det betyde færre biler at vælge imellem, da nogle producenter måske vil droppe de små biler. Derudover har vi i Danmark fortsat afgift på brændstofbiler, som defineres ud fra bilens pris, siger han.

– På den positive side kan de nye krav i en overgangsperiode medføre massive lagersalg, da importørerne skal af med modeller, som ikke opfylder de nye krav. Det kan betyde lagerudsalg i begrænset tid, siger Ilyas Dogru.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve

Læs flere bilnyheder og gode tips til bilister på FDM.dk.

2024-07-05T09:30:11Z dg43tfdfdgfd