STæRKT RENAULT-SALG I APRIL TRUER TESLAS DUKSEPLADS

Teslas Model Y har i en lang periode været den mest solgte nye bil i Danmark, men nu har en konkurrent meldt sig på banen.

Det er Renaults eldrevne udgave af Mégane, kaldet E-Tech, som med 671 nyregistreringer var den mest solgte bil i april, tæt forfulgt af Volvo EX30 og Peugeot 208.

Ser man på 2024 som helhed, er Teslas Model Y fortsat den klart mest solgte model herhjemme med 2695 eksemplarer.

Der er indtil videre indregistreret 1473 eksemplarer af Renault Mégane E-Tech.

Det viser tal fra De Danske Bilimportører, der kan konstatere, at bilsalget i april lå 27 procent højere end i samme måned sidste år, og at elbilerne fortsætter med at erobre markedsandele.

Det kom således 6581 nye elbiler på vejen i månedens løb. Det svarer næsten til en fordobling sammenlignet med april sidste år.

Elbilerne udgjorde 43 procent af det samlede salg i april i år.

Derudover viser tendensen fra april, at privatleasing er populært og udgjorde 30 procent af nyregistreringerne i månedens løb.

- Mens bilsalget i første kvartal lå på et stabilt niveau uden de store udsving, er der kommet fart på i april, hvilket er tydeligt illustreret i den store stigning.

- Usikkerhed kan dog stadig findes på markedet, hvilket er en af grundene til, at privatleasing fortsat bliver mere populært, siger Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører.

/ritzau/

2024-05-01T06:10:34Z dg43tfdfdgfd