STYR UDEN OM DISSE FæLDER NåR DU KøBER ELBILEN BRUGT

Salget af elbiler er i stødet herhjemme, og interessen for de brugte af slagsen vokser også med sitrende hast.

Tal fra Bilbasen viser, at der i årets første tre måneder er blevet solgt 70 procent flere brugte elbiler, end der blev i samme periode sidste år.

- Jeg kan konstatere en massiv stigning i antallet af solgte brugte elbiler sammenlignet med sidste år, og jeg forventer, at tendensen fortsætter og vækster i løbet af 2024, siger Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.

Ifølge ham kan udviklingen forklares ved, at der er sket et stort prisfald.

- På et år er den gennemsnitlige pris på en brugt elbil faldet med 30 procent, lyder det fra Jan Lang.

Der er dog flere faldgruber forbundet med at købe elbilen brugt, som du skal forsøge at styre uden om.

Du skal især være vaks, hvis den firhjulede, du har i kikkerten, er importeret fra et andet land. Der kan nemlig være stor forskel på de elbiler, der har kørt deres første kilometer i for eksempel Frankrig eller Tyskland, og dem, der tøffer rundt på de danske veje.

Det fortæller Yasser Abaiji, som er teknisk konsulent hos bilejernes organisation FDM. En af de største problematikker gælder bilens opladningssystem.

- I lande som Frankrig, Norge og Sverige har man andre krav til strømmen, end vi har herhjemme. Det betyder, at man sagtens kan have elbiler med enfaset lader, og det betyder altså en længere ladetid, hvis du køber sådan en bil, siger Yasser Abaiji.

Han peger på, at de fleste elbiler i Danmark har såkaldte trefaset lader, der suger strøm tre gange hurtigere end enfaset lader.

Generelt kan du ikke forvente, at den importerede brugte elbil har det samme udstyr som en tilsvarende model, der er blevet solgt fra ny på dansk jord.

Kommer bilen fra et varmere sted i Europa som for eksempel Spanien, er bilen måske ikke udstyret med sædevarme, ratvarme eller en varmepumpe.

- Du kan risikere, at din bil er dårligere til at holde på varmen eller bruger mere energi på det, end din nabos bil gør, selv om de to biler ser helt ens ud - simpelthen fordi de er konfigureret forskelligt, siger Yasser Abaiji.

Et tredje vigtigt råd er at få overblik over bilens servicehistorik og garantier. Her kan du også løbe ind i problemer, hvis køretøjet er hentet ind fra udlandet. Køber du en brugt elbil fra Norge, kan du for eksempel risikere, at du skal køre den helt til Norge, hvis der skal fikses noget på den.

Det er ligeledes vigtigt, at du får klarhed over tilstanden på bilens batteri, inden du skriver under på købsaftalen.

- Her fra FDM anbefaler vi, at man får en uvildig tredjepart til at undersøge batteriets kapacitet og tilstand, siger Yasser Abaiji og fortsætter:

- Du skal gerne have en tryghed omkring batteriet, inden du køber bilen. Batteriet degraderer fra den dag, det bliver produceret, og det degraderer løbende, indtil det ikke kan mere. Derfor er det vigtigt med en nogenlunde indikation på, hvordan batteriet ser ud, når du overtager bilen.

/ritzau fokus/

2024-04-22T05:07:35Z dg43tfdfdgfd